Logget ind som:
Kundenr.:

Borgerinddragelse kan skabe bedre løsninger

Pressemeddelelse

Når KLAR Forsyning arbejder med klimatilpasning, forsøger de så vidt muligt at inddrage borgerne i processen. Det gør sig også gældende i deres projekt for området ved Enebærhegnet.

Den 16. februar kl. 16.00 til 18.00 inviterer KLAR Forsyning og Greve Kommune alle interesserede til et udendørs borgermøde på det tomme areal ved Enebærhegnet i Greve.

Her vil de fortælle om deres planer for det nye regnvandsbassin, som de vil opføre på det grønne areal ved Enebærhegnet.

Kreative løsninger når det er muligt

KLAR Forsyning vil samtidig gerne høre idéer til, hvordan man kan bruge bassinet i de perioder, hvor det ikke er fyldt op på grund af regn.

’Når vi anlægger regnvandsbassiner, gør vi altid meget ud af at lave den bedst mulige løsning og lave regnvandsbassinerne, så de passer ind i området og ser pæne ud. Vi vil også gerne høre, om borgerne har idéer til løsninger, der kan tilføre området ekstra værdi. Det kan for eksempel være, at nogen har et ønske om, at der sætte nogle udendørs træningsredskaber op, laves en indhegnet hundegård, eller andre alternative løsninger. Det er ikke altid, at det kan føres ud i livet, og der skal også være styr på finansiering, men vi vil gerne høre folks ønsker og idéer, og så tager vi dem med videre’, siger Birgit Brødsgaard, der er projektleder på projektet i KLAR Forsyning.

Hun fortæller, at de har valgt at holde borgermødet udenfor på det område, hvor regnvandsbassinet kommer til at ligge for, at borgerne kan se, hvordan bassinet kommer til at se ud, og hvordan det spiller sammen med landskabet.