Logget ind som:
Kundenr.:

Nyt samarbejde skal forebygge oversvømmelser ved LI. Vejle Å

Pressemeddelelse

Området ved LI. Vejle Å har været udsat for indtil flere oversvømmelser.

Et nyt samarbejde mellem forsyningsvirksomhederne og kommunerne skal mindske risikoen for nye oversvømmelser i fremtiden.

KLAR Forsyning, HTK Forsyning og Ishøj Forsyning samt Greve, Høje-Taastrup og Ishøj kommuner er gået sammen om et projekt, der skal klimatilpasse området ved LI. Vejle Å.

Formålet er at mindske risikoen for at få flere af de oversvømmelser, som området tidligere har været udsat for.

’Der har været mange problemer med oversvømmelser i området, så derfor er vi glade for, at vi nu har fået et samarbejde op at køre, så vi kan få undersøgt behovet for klimatilpasning og gøre noget ved problemet’, siger Ditte Marie Reinholdt Jensen, der er projektleder på projektet i KLAR Forsyning.

Første fase i projektet er netop sat i gang
Projektet er delt ind i tre faser, hvor første fase går ud på at lave målinger, der kan kortlægge omfanget af problemerne i området.

’Vi har netop sat målere op i området, hvor de skal stå og indsamle data et års tid. Herefter kan vi begynde at analysere resultaterne og lave en vurdering af behovet for klimatilpasning, der skal ligge til grund for det videre forløb i projektet’, forklarer Ditte Marie Reinholdt Jensen.

Det er planen, at analysen af måleresultaterne vil lægge klar i slutningen af 2017. Herefter går projektet ind i den anden fase, hvor samarbejdsparterne skal vurdere, hvad der videre skal ske.

’I fase to kigger vi på resultaterne af analysen og arbejder mod konkrete løsningsforslag. Det er i denne fase, at vi kan overveje, hvordan klimatilpasningen kan passes sammen med andre projekter i området, og hvor vi kan inddrage borgerne i processen for at få deres meninger med’, fortæller Ditte Marie Reinholdt Jensen.

Når den endelige projektplan for klimatilpasning af området er godkendt politisk i de tre kommuner, går projektet ind i fase tre, hvor selve arbejdet med at bygge nye anlæg kan gå i gang.

Seneste nyheder