Logget ind som:
Kundenr.:

Tirsdag åbner MiljøCenter Greve igen for privatpersoner men med adgangsbegrænsninger

Pressemeddelelse

Kommunernes Landsforening har nu ændret deres anbefalinger vedrørende lukningen af landets genbrugspladser. Fra tirsdag er MiljøCenter Greve derfor igen åben for privatpersoner.

MiljøCenter Greve åbner på tirsdag med normal åbningstid fra 9.00 – 20.00 på alle ugens dage. Og som en ekstra service for virksomheder vil der i en periode tillige være åbent fra 7.00 til 8.30 på hverdage.

Adgangsbegrænsning og nye retningslinjer skal øge sikkerheden og minimere kødannelser
For at åbningen kan forløbe forsvarligt, er der fastsat adgangsbegrænsning, så der højest lukkes 20 biler ind ad gangen, borgerne skal selv medbringe kost og skovl, hvis de skal bruge det, og det er vigtigt, at folk sorterer deres affald derhjemme, så besøget kan gå hurtigst muligt. 

Da KLAR Forsyning forudser, at der kan opstå lange køer for at komme ind på pladsen, har de indført en ordning, der skal minimere kødannelser.

På lige datoer er der derfor kun adgang for borgere, hvis nummerplade slutter på et lige tal, og på ulige datoer er der kun adgang for borgere, hvis nummerplade slutter på et ulige tal.

På åbningsdagen den 31. marts, er det dog undtagelsesvist biler, hvis nummerplade slutter med et lige tal, der har adgang. Herefter passer systemet fra den 1. april.

Sikkerheden har højeste prioritet


”Vi er rigtig glade for, at vi igen kan åbne MiljøCenter Greve. Det er selvfølgelig altafgørende, at det sker på en forsvarlig måde, så både medarbejderne på pladsen og de borgere, der møder op, kan føle sig trygge. Vi har derfor vurderet, at vi maksimalt kan lukke 20 biler ind på pladsen ad gangen for at sikre, at der kan holdes den nødvendige afstand til hinanden”, fortæller Line Wilchen Hollesen, der er adm. direktør i KLAR Forsyning.

KLAR Forsyning opfordrer samtidig til, at man venter med at besøge genbrugspladsen længst muligt, så antallet af besøg kan foregå jævnt i den kommende periode.

”Vi håber, at alle vil hjælpe til at minimere kødannelser i den kommende tid. Udover at vente længst muligt med at besøge pladsen opfordrer vi også folk til at sortere deres affald hjemmefra, så besøget kan foregå så hurtigt som muligt” forklarer Line Wilchen Hollesen.

Adgangsbegrænsningen vil i første omgang gælde til og med den 13. april.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal følges til enhver tid


Udover adgangsbegrænsning på pladsenunderstreger KLAR Forsyning, at det er meget vigtigt, at alle besøgende følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

”Vi kan nærmest ikke understrege det nok. Sikkerheden for borgerne og medarbejderne på pladsen ligger os meget på sinde. Alle, der er på pladsen, skal derfor følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer om at holde afstand. Vi sørger for at sætte skilte op, der skal minde om de forholdsregler, vi alle skal tage for at begrænse smitten med coronavirus. Vi håber samtidig, at folk vil udvise tålmodighed over for kødannelser, da vi har en forventning om, at der vil være ekstra mange, der vil besøge genbrugspladsen, nu hvor den har været lukket i en periode, og vi håber, at folk vil respektere nummerpladeordningen”, siger Line Wilchen Hollesen, der også opfordrer til, at der ikke er flere med i bilen, end der er behov for i forhold til at få læsset af.

Baggrunden for nedlukningen


MiljøCenter Greve har fra den 14. marts været lukket for privatpersoner på baggrund af anbefalinger fra Kommunernes Landsforening i forbindelse med Covid 19-situationen.

Kommunernes Landsforening har nu på baggrund af en dialog med politiet og sundhedsmyndighederne ændret deres anbefalinger og har givet grønt lys til, at landets genbrugspladser igen kan åbne.

Emne

Seneste nyheder