Logget ind som:
Kundenr.:

Skybrud og fremtidssikring

Fremtidens vejr byder på kraftigere regnvejr og voldsommere skybrud. Derfor skal regnvandshåndteringen i Køge Nord også fremtidssikres.

Skybrud

I fremtiden forventer vi at opleve mere voldsomt vejr. Nogen perioder vil der være tørke, indtil det lige pludselig regner voldsom eller mange dage i træk.

Visionen for Køge Nord er, at den nye bydel ikke bare skal kunne klare vejret i dag eller om 10 år, men også om 100 år. 

KLAR Forsyning har pligt til at sikre byen i hverdagsregnen, men håndtering af skybrud er i dag ikke KLAR Forsynings ansvar. Arbejdet på at skybrudssikre den nye bæredygtige bydel i Køge Nord har derfor foregået som et tæt samarbejde mellem KLAR Forsyning, Køge Kommune og de private udviklere. 

Skybrudssikring - også i fremtiden

Alle løsninger til regnvandshåndtering i Køge Nord er bygget til at blive udnyttet maksimalt under fremtidens voldsomme skybrud. Løsningerne er så at sige overdimensionerede i forhold til den hverdagsregn, vi oplever i dag. 

Området omkring Køge Nord er designet på en måde, som leder alt det overskydende regnvand væk fra byen til områder, som kan oversvømmes uden, at der sker skade på bygninger eller anden vigtig infrastruktur.

Regnvandsbassiner og en skybrudsvej

Skybrudsvejen Nordlyset og regnvandsbassinerne langs vejen er et eksempel på, hvordan vi i fællesskab har skybrudssikret Køge Nord til at overleve fremtidens regn. 

Selv 100 år ud i fremtiden vil alle regnvandsløsninger i og omkring skybrudsvejen sikre byen mod oversvømmelser ved kraftige skybrud. Det sker på flere måder: 

  1. Vejen Nordlyset har først og fremmest den helt rette hældning på midten, som sikrer, at når det regner i boligområdet, bliver regnvandet "hældt ud til siden" og ned i kloakken.  
  2. Langs med vejen Nordlyset er der anlagt en lang række regnvandsbassiner. Når kloakken er fyldt med vand, vil regnvandsbassinerne langs Nordlyset blive oversvømmet midlertidigt, indtil der igen er plads i kloakken. 
  3. En sjælden gang imellem, når det regner rigtig kraftigt, vil det regne så voldsomt, at både kloakken og regnvandsbassinerne er fyldt. Her vil en del af regnvandet i stedet løbe langs med vejen Nordlyset ud af byen.